Tiny House hos Ponydalen

Tiny House er et forholdsvist nyt men voksende begreb for en bevægelse, der omfatter mennesker som ønsker at leve mere bæredygtigt og oftest tættere på naturen end det er muligt i traditionelle boligformer.

Et Tiny House kan være alt fra en skurvogn indrettet som bolig til en mindre bygning.

Hos Ponydalen har vi plads til at man kan ha’ en flytbar bolig stående – lovgivningen betyder, at den skal være flytbar.

Vi ønsker med tiden at opbygge et sted hvor vi kan samle en lille håndfuld af Tiny Houses – som hver har deres egen selvstændige bolig, men som ønsker at indgå i et fællesskab om f.eks. at dyrke jorden, i form af nyttehaver til selvforsyning.

Har du et Tiny House eller påtænker at bygge et, så har vi stedet hvor du kan have din beboelsesvogn stående og hvor du kan leve og bo.

Det er vores ambition at der med tiden vil være adgang til fælles facilitetter som toiletvogn, samt køkken- og bade-facilitetter.

Vi søger p.t. personer der kan se sig selv i en konstellation, hvor man har sin egen boligenhed men også indgår i et fællesskab om at dyrke jorden, passe høns m.m. – og som ønsker at bidrage til udviklingen af et Tiny House fællesskab, her hos os i Ponydalen.

Vi har et stort Orangeri til rådighed, flere drivhuse, samt en hønsegård og store arealer der kan “udstykkes til køkkenhave” for vores Tiny House beboere.

I skovens dybe stille ro

Ponydalen ligger lige op ad Jyderup skov – en statsejet fredskov hvor der er mulighed for at gå lange ture fuldstændigt uforstyrret, og samle tankerne eller samle ny inspiration.

Ejendommen ligger ugeneret af naboer og har store ude-arealer hvor du altid kan finde en rolig hyggekrog at slå dig ned i.

På toppen af bakken kan du se udover hele Sejerøbugten og helt til Sjællands Odde på en klar dag. Du kan også sætte dig ved ponyernes vandrefold og følge med i deres dagligdag, studere flokken og deres indbyrdes hieraki. Eller du kan gå sidde under frugttræerne og i sæsonen plukke alle de æbler, blommer og kirsebær du kan spise.

Hvis du vil på stranden ligger den kun en kort gåtur fra Ponydalen – en af Danmarks fineste badestrande, og på alle årstider et besøg værd.

Bevæger du dig længere ud i området byder Odsherred på noget af Danmarks smukkeste og mest varierede natur.

Alt dette lige udenfor døren – til din gratis og fri afbenyttelse.