Ponydalen ligger lige op ad Jyderup skov – en statsejet fredskov hvor der er mulighed for at gå lange ture fuldstændigt uforstyrret, og samle tankerne eller samle ny inspiration.
Ejendommen ligger ugeneret af naboer og har store ude-arealer hvor du altid kan finde en rolig hyggekrog at slå dig ned i.
På toppen af bakken kan du se udover hele Sejerøbugten og helt til Sjællands Odde på en klar dag. Du kan også sætte dig ved ponyernes vandrefold og følge med i deres dagligdag, studere flokken og deres indbyrdes hieraki. Eller du kan gå sidde under frugttræerne og i sæsonen plukke alle de æbler, blommer og kirsebær du kan spise.
Hvis du vil på stranden ligger den kun en kort gåtur fra Ponydalen – en af Danmarks fineste badestrande, og på alle årstider et besøg værd.
Bevæger du dig længere ud i området byder Odsherred på noget af Danmarks smukkeste og mest varierede natur.
Alt dette lige udenfor døren – til din gratis og fri afbenyttelse.